18. marts 2026

Se skitserne: Byggefirma vil rive skimmelramt gård ned og bygge 20 boliger

Gården ud til Endrupvej er i stærk forfald, og ejeren planlægger ikke at sætte den i stand. I stedet søges at få godkendelse til et boligprojekt.

Del artiklen

Ud til Endrupvej ligger en forfalden gård i en have med frugttræer.  Gården er ubeboet og ramt af skimmelsvamp, og arealet er landzone som en lille ø i byzone. Nu presser ejeren i samarbejde med Lind og Risør på for at få arealet med i kommuneplanen til et projekt med 20 seniorvenlige boliger nær slotshaven i Fredensborg.

Det kan ses af et høringssvar her fra juli måned, hvor Lind & Risør blandt andet skriver:

Annoncer

”Vi håber inderligt, at I politikere vil gennemgå denne sag. I over 20 år har ejerne og naboer forsøgt, at få udviklet denne ejendom som ligger som en “landzoneø” med byzone omkring sig på tre sider. Selv kommunens egen administration har i forår 2024 og i forbindelse med Planstrategi 2036 vurderet, at ejendommen ligger inden for det påviste behov for nye boliger i Fredensborg og har i den forbindelse anbefalet, at ejendommen overføres til byzone med henblik på boligudbygning.”

Med høringssvaret er vedhæftet en tidlig projektbeskrivelse med skitser af 20 seniorvenlige boliger i et plan. Der var dialog mellem ejerne af grunden, Lind & Risør og kommunen i foråret sidste år. I marts måned var arealet ved at blive taget med i planerne for boligudbygning, men i april blev der trykket på bremsen – angiveligt som følge af mulige trafikale gener.

Det har fået Lind & Risør til at udarbejde en trafikanalyse, der konkluderer, at trafikken på Endrupvej med projektet højest vil blive øget med to procent.

”Konklusionen er, at det nye boligområde med 20 nye boliger i sin helhed, ikke vil få en væsentlig indflydelse på vejen, vejens funktion eller nærliggende trafikale anlæg og kryds.”, skriver Lind & Risør i høringssvaret, hvor der opfordres til at medtage ejendommen i kommuneplanen til helårsboliger i byzone til udvikling i årene 2026 og 2017.

Købspris afspejler stand, ikke potentiale

Ejendommen, der ligger på Endrupvej 56, blev senest handlet i 2013 som familieoverdragelse for 1,5 millioner kroner. Før da blev ejendommen handlet i 2003 for 2,2 millioner kroner, ligeledes familieoverdragelse. Arealet er godt 12.000 kvadratmeter.

Hvis arealet kommer med i kommuneplanen, vil der komme en yderligere høring under lokalplanarbejdet, inden et projekt kan realiseres. Ifølge det aktuelle høringssvar fra Lind & Risør har Plan- og Landdistriksstyrelsen taget stilling til, at arealet kan overføres til byområde, hvis der er politisk opbakning til det i Fredensborg Kommune.

Se herunder de tidlige skitser, og under skitserne kommer en faktaboks.

Arkitekturen bliver omtrent som det ses her – rækkehuse i et plan.
På skitsen her ses en bebyggelsesplan med 20 seniorvenlige boliger og træer, der bevares i bælterne omkring bebyggelsen. Skitse; Lind & Risør
Arealet ligger som en landzone-ø omgivet af byzone på tre sider, bemærker Lind & Risør.

Fakta

  • I en tidlig projektbeskrivelse skitserer Lind og Risør 10 boliger på cirka 114 kvadratmeter og 10 boliger på cirka 137 kvadratmeter, alle i et plan. Der planlægges carport med plads til en bil og et udhus, og derudover er der 23 parkeringspladser i bebyggelsen.
  • De enkelte grundstørrelser kommer til at variere fra cirka 257 kvadratmeter til cirka 480 kvadratmeter, og der er et fællesareal om den eksisterende sø, svarende til 2750 kvadratmeter. Bebyggelsesprocenten bliver knap 26 procent i det foreslåede projekt.
  • I materialet nævnes boligerne som seniorvenlige, og der er to badeværelser i boligerne. Der er intet fælleshus i bebyggelsen. Bæredygtighed nævnes også, herunder erfaringer fra et projekt i Jyllinge i samarbejde med Realdania og DTU.

Fik I læst? Fra gård til 20 boliger: Eksperter har denne vurdering af trafikken

Antallet af biler vil næppe give udfordringer, lyder det på baggrund af en række argumenter, men terrænforskel mellem vej og boligområde skal håndteres, fremgår det af analyse.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder