På den sydlige side af kirken ligger et gravsted, der er beklædt med store marmorsten og en rød blomst foran ordene ”Komme dit rige”. Grønne bunddækkeplanter kryber en anelse ind over den rektangulære form, og hvis det havde været en øde kirkegård i Sydamerika, havde Indiana Jones nok været forbi.
Gravstedet kan findes tæt ved Asminderød Kirke, og under marmoren hviler Henry Shaw, der døde af lungekræft som 14-årig i 1933 i Villa Shaw. Han var søn af Alice Secilia Shaw og Guy Shaw, og familien boede i den smukke villa, der stadig ligger mellem træerne ud til Hillerødvejen, når man kommer fra Hillerød og er tæt ved den store rundkørsel i Fredensborg.
Om ægteparret fortælles der mange anekdoter, der kan findes i gamle bøger og på Fredensborg Arkiverne. Da Guy Shaw engang sneede inde i toget syd for Fredensborg, kiggede han ud og så, at han jo var tæt på hjemmet – og han bad husets tjener om at bringe frokost til ham i toget.
Om hustruen Alice Shaw fortælles det, at hun havde udstyr til at aflytte sine gæster, når mange var samlet ved husets borde, så hun senere kunne finde ud af, hvem der havde sladret om hvem…
Legat til børn af det bedre borgerskab
Henry Shaw kan anes på gamle billeder, da han som dreng legede i den store park. Dengang var den velholdt. Nu er både parken og villa Shaw forladt og ved at forfalde. Men mindet om Henry Shaw lever videre. Næppe forbi mange ser gravstedet på Asminderød Kirkegaard, men fordi Alice Secilia Shaw i 1953 oprettede Henry Shaws Legat til mine om sin søn.
Legatet uddeler hvert år omkring en million kroner i støtte til unge, der rejser til udlandet i et semester for at studere. Dets fundats afspejler den familie, det er rundet af. For at komme i betragtning skal man nemlig være barn af en ansat i en højere stilling i det offentlige, en læge, en advokat, en større jordbesidder eller have vist evner for en videregående uddannelse.
For de fattige er evnerne den eneste mulighed for at komme i betragtning, hvis forældrenes ”økonomiske muligheder er hindrende for det”.



Fakta
- Dette er en artikel i serien ”Hva’ ska’ vi lave? Guide til steder, som ikke alle kender”. Ideen er at samle inspiration til oplevelser, der knytter sig til fysiske steder i Fredensborg Kommune. Kom gerne med inspiration og tips til steder, der har en særlig historie, stor som lille. Skrivtil@tjekfredensborg.dk
- De fysiske steder kan knytte sig til mange emner, hvad enten det er kunst, arkitektur eller udeliv. Gravstedet beskrevet i denne artikel ligger på Asminderød Kirkegård, hvor man kan finde mange spændende gravsteder.




