En vandretur ad stierne på de gamle smalsporsbaner rundt om lergravene i Nivå er blevet en kæmpe oplevelse. Der er efterhånden gjort rigtig meget ud af at området, med renoverede stier, udsigtstårne, legepladser og meget andet. Senest er der sat nogle fine kort op over vandreruter.
Men Ringovnen vil anbefale, at man benytter lejligheden til at lægge vejen forbi ringovnen på en åbningsdag. Sådan lyder invitationen fra de mange frivillige, der er tilknyttet Nivås historiske ringovn, der er åben mange weekender i sommerhalvåret.
Og der er mange gode historier at hente i kombination med en vandretur. En af de knap så kendte historier handler om de 14 millioner røde mursten, der blev lavet på Sølyst Teglværk og brugt til at bygge Københavns Rådhus i slutningen af 1800-tallet.
”Hvor skulle rødler til de mange mursten komme fra? I Nivå er der jo næsten udelukkende blåler i undergrunden. Går man op til det sydvestlige hjørne af Lave Skov er der en grusvej mod nord til Daglykke. På venstre hånd er der en meget lang men ikke særlig dyb fordybning i terrænet langs med vejen. Det er den lergrav, vi på museet kalder ”Rådhushullet”, skriver Carl Jørgen Schousboe op til sæsonåbningen og fortsætter:
”Det er nu heller ikke alle de røde sten, der kommer derfra. På et tidspunkt måtte ejeren af Sølyst bede Niverød Teglværk om at træde hjælpende til. De gravede rødler på den anden side af Kongevejen. Det er måske derfor, at tårnet på Københavns Rådhus skifter farve.”
Oplev fugle og historiens vingesus
Hvis man kigger forbi Ringovnen på en åbningsdag, kan man gratis få udleveret en folder, der med et kort fortæller historien om teglværkernes virke, smalsporsbaner og lergrave.
”Det er dog ikke alle historierne fra området der er kommet med i folderen. Fx er det tankevækkende at gå ud til fugletårnet og tænke på, at teglværkets udskibningsmole (den nordlige) sidst blev anvendt i oktober 1943 til at udskibe de flygtende jøder over Øresund”, konstaterer Carl jørgen Schousboe, der er formand for bestyrelsen i Den selvejende institution Nivaagaard Teglværks Ringovn.
I dag er det udskibningsmolen længere syd for havnen ved fuglereservatet, som bedst er bevaret i terrænet.

”I slutningen af 1800-tallet blev molen forlænget ud i sundet med to kraftige træbroer, således at de skibe der enten skulle losse kul til brug ved teglværket eller laste teglværksprodukterne fra værket havde tilstrækkelig vanddybde.”
“Fra teglværket og ud på molen og broerne anlægges en sporvej, så godset kan transporteres ind og ud på togvogne trukket af en hest. Broerne eksisterer ikke længere da de begge gik til under hårde isvintre i henholdsvis 1922 og 1942”, fremgår det af hjemmesiden www.ringovn.dk, der på levende vis fortæller historien om teglværkerne og ikke mindst Nivaagaards Teglværks ringovn, der stadig kan opleves i bunden af Teglværksvej i Nivå.
Man kan læse mere om området i en folder, der ligger digitalt via dette link, ligesom der også er en fin vandrerute at finde på Visit Nordsjællands hjemmeside via dette link.

Fakta
- Dette er en artikel i serien ”Hva’ ska’ vi lave? Guide til steder, som ikke alle kender”. Ideen er at samle inspiration til oplevelser, der knytter sig til fysiske steder i Fredensborg Kommune. Kom gerne med inspiration og tips til steder, der har en særlig historie, stor som lille. Skrivtil@tjekfredensborg.dk
- De fysiske steder kan knytte sig til mange emner, hvad enten det er kunst, arkitektur eller udeliv. Et godt sted at begynde sin vandretur ad de gamle smalsporsbaner er ringovnen, der ligger på Teglværksvej i Nivå.




