Kom tæt på det kongelige legehus, hvor kongefamilien legede, samt det imponerende orangeri og urtehaven, der leverer blomster og grøntsager til hoffet. Nu er det nemlig blevet sæson for de guidede rundvisninger på Fredensborg Slot.
Gæsterne kan opleve dele af slottet samt Den Reserverede Have, der igennem årene er formet af Dronning Ingrid og Dronning Margrethe. Haven byder på farverige blomster, buske og træer, og rundvisningen går også gennem urtehaven, der supplerer slottets køkken med grøntsager.
Fredensborg Slot blev opført i 1722 som Frederik 4.s lystslot, og mange internationale statsoverhoveder har besøgt stedet. Det er et slot, hvor Dronning Margrethe altid har haft en nær tilknytning, og hun opholder sig stadig på slottet en stor del af sommerhalvåret. Allerede da hun var tronfølger i 1969 skrev hun disse ord i et forord til bogen ”Fredensborg Slot. Monumenter og minder” af Jan Steenberg:
»Nye slægtled kom til – ikke af pragtlyst alene eller af politiske grunde, men fordi slottet stod deres hjerte nær, har generation efter generation smykket dets indre såvel som dets ydre, føjet til og bygget om. Deraf Fredensborgs mangfoldighed: de mange stilarter, de skiftende indtryk man får ved at nærme sig slottet fra forskellige sider; men først og fremmest: deraf dets atmosfære, dets venlighed. Mennesker har været lykkelige her, de har præget huset i så høj grad, at der er et overskud, som gives videre til hver ny generation, som har taget det i brug.”
Genfærd trak dynen af prinsessen
Bogen har et kapitel med beretninger om de spøgelser, der angiveligt hjemsøgte Frederik den 7., når han opholdt sig på slottet med Grevinde Danner.
I sit soveværelse i nordfløjen mente han at kunne høre raslen af Dronning Juliane Maries silkeskørter, beretter Jan Steenberg, og ud over en generel mistillid til beretninger spøgelser, vil en kritisk læser nok spørge, hvor meget silke kan rasle?
Ikke desto mindre fik skrækken for spøgelser i 1863 kongen til at flytte sine gemakker til Hertugen af Beverns Suite i den sydøstlige fløj, fremgår det af kapitel.
Samme år døde kong Frederik den 7., men historierne fortsatte med beretningen om arveprinsesse Caroline, der i 1870 gæstede slottet i anledning af Prinsesse Thyras konfirmation. Ved nattetid fik hun besøg af Juliane Maries genfærd, der trak dynen af hende.
Publikum på denne sommers rundvisninger vil næppe høre lyden af Dronning Juliane Maries silkeskørter.
I begyndelsen af det 20. århundrede sluttede beretningerne om spøgelser på slottet, skrev Jan Steenberg og nævner Juliane Marie som det genfærd, der oftest var på færde i nattetimerne. Hun var enkedronning på slottet i slutningen af 1700-tallet efter ægteskabet med kong Frederik den 5.
Fakta
- Man kan opleve slottet og haverne i tidsrummet fra tirsdag den 1. juli og frem til og med den 1. august.
- De guidede ture på dansk og engelsk varer 95 minutter, og der er rundvisninger fra klokken 10.00 og frem til 14.00, hvor sidste omvisning går i gang. Billetter til rundvisningen skal købes på forhånd via Den Kongelige Samling.




