Engang gik man i banken for at betale et girokort, og man mødte sine naboer og skulle købe frimærker og have billederne fra ferien fremkaldt hos fotohandleren. Nu skal bymidter tænkes på en ny måde, og det sker i øjeblikket i alle bysamfund i kommunen.
Selvom man ikke skal dvæle ved fortiden, er det alligevel sjovt at se tilbage på gamle dage, som med artiklen ”Engang kom en pølsevogn i strid med bodegaen. Gæt hvem der vandt…”.
Det fik forleden Sune Hybert fra Nivå til at genfortælle en anekdote, som han havde skrevet i en kommentar til Lita Hansens opslag i en af de store Nivå-grupper på Facebook i februar 2023.
Lita Hansen havde fundet en skøn gammel annonce for Nivå Centret fra 1994, hvor man virkelig kunne se, hvor mange butikker centret havde.

”I de gamle gemmer faldt jeg over et gammelt tidsskrift fra Karlebo kommune, der blev husstandsomdelt den 10. maj 1994 – “Portræt af en virksomhed – Karlebo kommune”.
Nostalgisk læsning, hvor der blandt meget andet også var et opslag fra Nivå Center – Ja, det var andre tider”, skrev Lita Hansen i sit opslag.
Feriebilleder lå ikke på mobilen
Det udløste mange reaktioner og flere anekdoter og kommentarer, og en af dem kom fra Annie Gjedsted, der kom ind på det med bankerne i sin kommentar:
”De shoppede åbenbart bare mere før i tiden. Havde måske flere penge… og så hjalp det nok også på handlen at der var to banker og et posthus.
Dengang gik folk jo tit i banken for at indsætte- eller hæve penge, betale regninger og den slags. De gik på posthuse og sendte breve og købte frimærker. Købte samtidig ind til aftensmaden i nærheden undervejs… Efter ferie skulle alle have fremkaldt deres billeder, og så gik de i Fotokæden. Flere daglige aktiviteter var samlet i centeret. Smart.
Nu er alt effektiviseret bag skærme i hvert hjem, så fremmøder er ikke altid nødvendigt (heller ikke muligt). Det ændrer meget for handelslivet.”, skrev hun.
Smerte sendte dem i Prima efter mælk
Sune Hybert, der nu også er byrådskandidat for SF, skrev i en kommentar om sin barndom, hvor det var blevet en daglig rutine at købe en ”kradser” hos pølsemanden, der altid spurgte, om den skulle være rigtig stærk.
”En dag syntes pølsemanden så, at han ville lave lidt sjov med os. Eller rettere var det vist hans kone, som også stod i pølsevognen. Men de var i hvert fald i ledtog med hinanden. Hun havde nemlig været i København i en eller anden Indisk butik, hvor hun havde erhvervet sig den stærkeste chilisovs, som hun kunne opdrive.
Så, da vores svar var “Ja, tak” til det daglige og rutine prægede spørgsmål om kradseren skulle være stærk, fik både pølsemand og -kone et lettere forventningsfuldt og smørret smil på læben”, beretter Sune Hybert.
”Der gik nok omkring et par sekunder fra vi havde taget den første bid til, at smagen af sennep, rå løg og sødt pølsebrød blev forvandlet til smerte og KUN smerte. Vi kunne næsten ikke trække vejret og smerten trak helt op i ørene, som dog stadig var i stand til at høre latteren inde fra vognen. Smerte! Den medbragte halve liter cola i glasflasken hjalp ikke just til at dulme smerten fra hvad der må have været en chilisov i styrke opkoncentreret Carolina Reaper på steroider”.
”Vi endte med at måtte i Prima igen for at købe mælk – en liter mælk”, husker Sune Hybert.
Der er også andre kommentarer til den seneste historie om pølsevognen. Det er Kenneth Hillestrøm, der skriver:
”Sjov historie. Men lige en detalje. Jeg mener, at de store pølser hed Super Børge og ikke Store Børge”.







