18. marts 2026

Den lange smed blev den sidste, da ”brug og smid væk” mentaliteten vandt

Del artiklen

Lykkelig må det menneske være, der i en høj alder kan se tilbage på sit arbejdsliv og sige de samme ord, som smeden i Lønholt. I sin aktive alderdom blev han fejret som den sidste smed i et lokalsamfund, hvor der 40 år tidligere havde været 18 smedjer i de omkringliggende landsbyer.

Det er et fantastisk værksted, som man se på Knud Rauffs billede fra 1988, hvor den 79-årige Ferdinand Jørgensen viser smedjehåndværket til en elev fra Asminderød Skole. Fra loftet hænger redskaber, og selv på fundamentet under ambolten sidder de værktøjer, som smeden ofte skulle have fat i.

Annoncer

Da han i 1979 fyldte 70 år, blev det til mange avisartikler, og i Dansk Familieblad skrev journalisten om sit besøg:

”Han kan være svær at få i tale, smeden. Der er et konstant rend af mennesker i smedien: Håndværkere, landmænd, beboere fra parcelhusene, der skyder op som paddehatte i området, mennesker, der lige skal have bøjet et stykke jern, boret huller til nye bolte, repareret en vognaksel eller sat plæneklipperen i stand”.

Købte smedjen for 3000 kroner

Det var også i Dansk Familieblad, at den 1,92 meter høje Ferdinand Jørgensen blev citeret for to ting.

– Hvis jeg skulle leve mit liv om, ville jeg være smed igen. Lige her. I Lønholt gamle smedje!, sagde manden, der overtog smedjen i Lønholt i 1939 for 3000 kroner efter at have været herregårdssmed på Kokkedal Slot i en kort årrække.

Han fortalte også, at ingen af sønnerne eller andre var interesseret i at overtage smedjeværkstedet.

– Tiderne er ikke til det. Også på landet gælder, desværre, synes jeg, den moderne ”brug og smid væk” mentalitet, som mere og mere behersker vores samfund, konstaterede han.


Fik I læst? Kampen er begyndt. Og vi er med i den

Takket være dette umulige spørgsmål, som vi blev bedt om at tage stilling til, er den demokratiske drift i os, som har slumret så længe, blevet vækket, sagde Suzanne Brøgger i sin båltale.

Fakta

Ugens godnathistorie er tænkt som lokalhistorisk læsestof, der giver et lille smil på læben og slutter dagen med den pointe, at der sker nye ting hver eneste dag – men meget er tematisk det samme. Og ja, de små artikler kan også læses til morgenkaffen…

Fredensborg Arkiverne ligger i den nordlige del af rådhuset i Kokkedal og udgør en enestående lokalhistorisk samling. Materialet til denne artikel er fundet på arkivet, der kan kontaktes via telefon 72 56 33 33 eller arkiverne@fredensborg.dk

 Tak til Knud Rauff Nielsen for det fantastiske billedmateriale, som han har indleveret til arkivet fra sin tid som fast fotograf på Lokalavisen fra 1983 til lukningen i 1999.

Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder