18. marts 2026

De elsker byen, vil gerne give den liv – og nu har de udvidet med 2GO på stationen

Del artiklen

Først købte de naboejendommen for at undgå, at der skulle komme spillebule eller et snusket pizzeria i de gamle købmandslokaler. Derefter spurgte de i byen, hvad folk gerne ville have i lokalerne – og folket sagde godt brød, en café, en pakkeshop og et cykelværksted.

– Vi tænkte, at tre af tingene ville vi godt kunne finde ud af, og så gjorde vi det, fortæller Pernille Antons, der sammen med sin mand Klaus og tre børn kan se tilbage på syv år som ejer af Antons på Gl. Strandvej i Nivå.

Annoncer

I maj åbnede ægteparret desuden filialen ”ANTONS 2GO” i stationsbygningen, og dermed har de formået at skabe det byliv i den østlige del af Nivå, som alle har ønsket – og som ofte er så svært at skabe. Hvordan har de gjort det?

Nærvær. Det er 100 procent det, vi lever af

Den historie fortæller Pernille Antons en tirsdag formiddag ved et af cafebordene, en enkelt gang afbrudt af, at der er så mange kunder i cafeen og bageriet på Gl. Strandvej, at hun lige må hjælpe pigerne ved disken med at lave kaffe og tage imod bestillinger.

– Nærvær. Det er 100 procent det, vi lever af. At kender 90 procent af kunderne og kan spørge, hvordan det går med foden eller barnebarnet. At vi og vores medarbejdere holder døren for de kunder, der har rollator eller en barnevogn. Og at vi har plads til alle – og i alle aldre. Vi har spil til børnene og en stikkontakt til dem, der har brug for at sidde og arbejde, fortæller hun.

Men Antons var ikke en succes fra dag et.

De gav plads til mødre, garn og bøger

På et stykke papir skriver Pernille Antons tallet 18, det årstal, hvor de åbnede. Så tegner hun en stejl kurve opad, bagefter et voldsomt dyk, næsten helt ned på niveau med starten, og derfra er det kun gået opad. I en lige linje. Sådan er historien.

– Vi havde naturligvis nyhedens interesse til at begynde med, og da den var ovre, kom der en periode, hvor vi kiggede mod døren og tænkte, om der ikke snart ville komme en kunde. For vi havde jo nogle store investeringer til istandsættelse og inventar, forklarer hun og fortsætter:

Hvis de ville beholde os, skulle de huske at købe brød hos os mere end én gang

– Men vi vidste også, at vi ikke bare kunne give op efter et par måneder. Der skal to år til, før man kan vurdere, om det kan lade sig gøre og helst fem år, og folk har været utrolig søde til at forstå, at hvis de ville beholde os, skulle de huske at købe brød hos os mere end én gang – og ikke kun købe deres brød i Netto.

– Vi ville slå os op på kvalitet og god, nærværende service.

Ægteparret tænkte også strategisk i perioden efter nyhedens interesse og indtil ”mund til mund”-metoden for alvor begyndte at sende kunderne i retning mod Antons.

– Jeg fik sagt til folk, jeg kendte, at mødregrupper jo kunne mødes hos os, og vi fik arrangeret præsentationer af nye bøger, og vi lavede strikkecafe. Nu er rygtet spredt, mange kender os, og vi har kunder fra Humlebæk, Hørsholm og Rungsted, der kører hertil for at få vores brød.

Dyt ved døren og lidt for mange pakker

Hvor Corona-pandemien for mange var et tilbageslag, gik det glimrende hos Antons. Mange af Nivås borgere arbejdede hjemme, og selvom cafeen var lukket for gæster ved bordene, kunne de stadig sælge brød og kaffe to go.

Ofte holdt bilerne uden for og dyttede, og Pernille Antons gik ud og tog imod bestillinger. Også i den periode gik det fremad, og med den stigende succes kom tiden til at lave tilpasninger – især da en særlig dygtig ung medarbejder skulle i gang med at studere og derfor sagde op.

– Vi besluttede at lukke klokken 16.00 i stedet for 17.00, og det var af hensyn til familielivet – at jeg lige kunne nå nogle andre ting, inden dagen var slut. Dengang stoppede vi også med pakkeshop.

– Folk kunne nogle gange stå i en lang kø, og det ødelagde lidt af cafehyggen. Derfor er det godt, at vi nu igen har pakkeshop – men oppe på stationen, og det er eneste sted i hele Nivå, hvor man kan hente sine pakker, fortæller hun, og dermed er vi nået til det, som er den egentlig nyhed.

Nu kan man også se ugens menu

Sådan da, for det er allerede knap to måneder siden, at Antons etablerede en filial i stationsbygningen på Nivå Station, hvor der tidligere var 7Eleven og derefter en skrantende kebabbar.

De har åbnet i det små uden at reklamere, fordi de lige skulle lære at bruge udstyret i det nye produktionskøkken, og fordi ”ANTONS 2GO” også sælger takeaway til aftensmad.

Nej, nej, tænkte jeg, kebabskiltet var jo stadig på bygningen

– Min mand er ikke udlært kok, men hvor jeg kan åbne et køleskab og tænke ”der er jo ikke noget til aftensmad”, kan han gøre det samme og lave et godt måltid ud af det, han ser, smiler Pernille Antons, der arbejdede som sundhedsplejerske, da de åbnede Antons for syv år siden.

Hvor Pernille har været ansigtet udadtil i Antons, vil den tidligere it-mand Klaus få en større rolle i ”ANTONS 2GO”.

– Klaus så en masse muligheder for at få bedre indkøbsaftaler og bedre råvarer. Hvor jeg gerne vil have styr på hver en detalje, er han mere … ”Nu gør vi det bare og tilpasser undervejs”, og på den måde supplerer vi hinanden godt. For nej, nej, tænkte jeg, kebabskiltet var jo stadig på bygningen, da vi åbnede…

Alle hverdag frem til klokken 19.00 er der åbent i Antons 2GO, og hvis der ikke er udsolgt – ja så er der gavmilde portioner, der sælges som takeaway med afsæt i det, som familien Antons selv ville have lyst til at købe. Foto: Steffen Slot

Nu er kebabskiltet væk, og i stationsbygningen kan man nu se en ugeplan med menuen for takeaway. Og mon ikke det hele nok skal blive en succes? Rygtet har allerede spredt sig, og sådan er det med Antons… Også uventede gæster dukker op – eksempelvis tyske og hollandske turister fra Nivå Camping.

– Cykelrytterne havde vi aldrig tænkt på som en kundegruppe, men de slår op inde i deres grupper, at Antons i Nivå er et godt sted at holde pause. Vi har sørget for, at de har et sted at låse deres cykler, og de kan få fyldt vandflaskerne. Endda med isklumper, når det er rigtigt varmt. Man har vel været inden for omsorgsbranchen, griner Pernille Antons.

Tre gode råd til at starte egen forretning

Folk vil gerne kende fortællingen om det, du sælger. De vil det nære og historien bag. Hold fast i det.

Oplær dit personale i den ånd. Hvis du sælger et stenovnsbrød, skal de kunne fortælle, hvad det er – og mere end det, vi kan læse på et skilt.

Klø på og bliv ved, tro på det og se efter, hvad der er en trend i tiden. Og det er ikke mobiltelefoner i hånden på personalet.

Fakta

  • Antons i Nivå åbnede i 2018 som bagerforretning og cafe, ejet af Pernille og Klaus Antons. Der er åbent alle ugens dage fra 7.00 til 16.00, og ved siden af cafeen ligger et lokale, hvor der snart åbner en ny forretning med brugskunst og tøj.
  • ANTONS 2GO er åbnet i maj i Nivå Station og har åbent alle hverdage fra 7.00 til 19.00, i weekender fra 10.00 til 16.00. Pakkeshoppen har åbent 15.00 til 19.00 på hverdage, 10.00-16.00 i weekender.
  • Læs mere her og tjek, om der er sket ændringer, siden denne artikel blev udgivet.
Annoncer
Steffen Slot
Steffen Slot
Siden 2006 har jeg som journalist skrevet om Fredensborg Kommune - nu som stifter af Tjekfredensborg. I 2010 var jeg Cavlingnomineret for sagen om Blok 5 i Fredensborg. Kontakt via skrivtil@tjekfredensborg.dk eller telefon 40826851.

Læs mere

Lokale nyheder