Det kom som en overraskelse i midten af maj, at byrådsmedlemmet Lars Simonsen træder tilbage som sit partis spidskandidat. Beslutningen er truffet af personlige årsager, og han meddeler den i god tid, for at give god tid til generationsskifte og forberedelse frem mod valget, fortalte partiet i en pressemeddelelse.
– Det har været et stort privilegium at repræsentere borgerne og arbejde for en grønnere, mere bæredygtig og socialt ansvarlig kommune. Jeg er stolt af de resultater, vi har opnået, og jeg er dybt taknemmelig for tilliden gennem årene. Tak til hver og én, der valg efter valg har stemt på mig, udtaler den 65-årige Lars Simonsen.
Han blev første gang valgt ind i byrådet for Radikale Venstre i 2004. Siden da har han været en aktiv del af byrådet og har blandt andet fungeret som formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i 20 år. Den radikale byrådsgruppe udtrykker stor taknemmelighed for Lars Simonsens mangeårige indsats:
– Lars har med sin erfaring, faglighed og menneskelige indsigt sat et tydeligt præg på det lokale demokrati. Han har kæmpet for dialog, ordentlighed og langsigtede løsninger – også når det krævede mod. Jeg har stor respekt for det fundament, han har været med til at bygge og kommer i dén grad til at savne ham og hans herlige humor i det daglige arbejde, udtaler Soma Mayel, der mener, at han i byrådsperioden har fungeret som en mentor for hende.
Altid med plads til grin
På det tidspunkt, hvor pressemeddelelsen blev udsendt, var den 31-årige Soma Mayel endnu ikke valgt som sit partis nye spidskandidat. Det skete nogle dage senere. Fra byrådskollegaen Bettina Bové, der har siddet med ham i byrådet i snart to perioder, lyder disse ord:
– Lars har i de år, jeg har siddet med ham i byrådet, været en dygtig og resultatsøgende forhandlingspartner. Altid velforberedt – og med kun ét fravær på 23 år vidner det om hans store engagement og ansvarlighed. Han har spillet en afgørende rolle i mange politiske aftaler – og altid med plads til grin, lune bemærkninger og en god joke, der kunne løsne stemningen, når det strammede til. Så han vil være savnet.
Lars Simonsen fortsætter sit arbejde i byrådet frem til valget og vil være en aktiv del af gruppens politikudvikling frem til da, skriver den Radikale byrådsgruppe i pressemeddelelsen.







